| |
Jeg tilbyder supervision til professionelle f.eks. ledere, pædagoger, sagsbehandlere og plejefamilier, individuelt og i gruppe. Endvidere tilbyder jeg kommuner, der selv fører tilsyn med en plejefamilie, supervision og rådgivning til plejefamilier. Det kan være familier, som måske er kørt fast og har brug for særlig støtte til at klare opgaven med barnet.
Hvad er supervision?
Ordet supervision kommer fra USA og er aldrig blevet oversat til dansk. Man kan dele ordet op i super, som betyder over, og vision, som betyder et syn. Som ordet næsten antyder, handler det om overblik.
Supervision er en udviklingsorienteret dialog mellem en supervisor og en supervisand, imens gruppens øvrige medlemmer lytter med og evt. fungerer som reflekterende team.
Supervision handler først og fremmest om at få tid til fordybelse og at undersøge, hvordan en problemstilling egentlig hænger sammen. Der kan være mange faktorer på spil, som man selv er blind for. Den dialogiske samtale tilrettelagt og styret på en sådan måde, at den enkelte får hjælp til at få et bedre overblik. Målet er, at den hæver sig over den almindelige samtale og sætter sig ud over ”det gode råd”. Der er fokus på processen frem for produktet.
Supervision er kendetegnet ved:
• At være støttende og udviklende.
• At have den faglige udvikling som mål.
• At inddrage de faglige og personlige ressourcer.
• At være procesorienteret.
• At være tidsafgrænset.
Hvornår kan der være brug for supervision?
Når man arbejder med mennesker, bruger man sig selv følelsesmæssigt - man involverer sig. For at opleve, at man er i stand til at klare de faglige og personlige udfordringer, er der brug for et rum for refleksion.
Supervision være en mulighed f.eks. når:
• Medarbejdere står over for faglige, etiske og moralske dilemmaer.
• Tegn på stress og udbrændthed viser sig.
• Man har behov for hjælp til sammen med kolleger at få kastet lys på problemstillinger, der gnaver og ikke bliver afsluttet.
• Hjælp til løsning af konflikter på arbejdspladsen.
• Kursister i en terapeutisk uddannelse arbejder med klienter.
Supervision kan her være en støtte, fordi supervision ikke kun er en metode til at løse problemer, men også rummer udviklingsmuligheder, idet der kan opnås dybere forståelse af problemerne. Der er således mulighed for at blive klogere og udvikle sig fagligt og personligt. Det altafgørende er, at problemstillingen indeholder et element, der handler om, hvordan supervisanden kan tænke og handle anderledes fremover. Supervisanden finder frem til sine egne arbejdspunkter, og formulerer hvad der skal gøres næste gang.
Den, der modtager supervision, gennemgår en læreproces.
Hvordan er de etiske spilleregler?
Supervision skal være det forum, hvor man har mulighed for at tage problemstillinger eller overvejelser op, som man måske ellers ikke ville få taget op. At fremlægge sine arbejdsmetoder, vanskeligheder og overvejelser i supervision, kan for den enkelte både være grænseoverskridende og forbundet med megen tvivl og usikkerhed. De der indgår i en supervisionsgruppe, indgår for en tid i et forpligtende forhold til gruppen. De forpligter sig til at møde op og bidrage med emner, problemstillinger og dilemmaer, som gruppen kan arbejde med.
Det er derfor en forudsætning for at få skabt trygheden, at supervision er omfattet af såvel en indgået kontrakt som tavshedspligt omkring forløbene.
Jeg gør meget ud af at skabe en tryg atmosfære, et godt læringsmiljø og en god gruppekultur ved at:
• Være både støttende og igangsættende.
• Trække en skarp grænse mellem supervision og terapi.
• Lære deltagerne at give og modtage feedback.
Hvor det er muligt og hensigtsmæssigt arbejder jeg med reflekterende teams. Såfremt du ønsker yderligere information, er du meget velkommen til at kontakte mig. |
|